About Simon Gorm Andersen

portraet 2 sh

Simon Gorm Andersen er født og opvokset i Danmark og uddannet på Kungliga Kunsthögskolan 2008-2013 i Stockholm. Senere er han flyttet tilbage til København, hvor han nu bor og arbejder.

Simons kunstneriske praksis er bundet op omkring det procesorienterede maleri. Maleriet males igen og igen og rummer spændingen imellem det musiske i materialet og systemet i mønsteret samt ”jokeren” i det uforudsete der opstår undervejs i processen. Værkernes logik bygger ikke på et klart koncept, men snarere på en række konkurrerende elementer der som ingredienserne i en suppe svømmer rundt mellem hinanden, og som når de virker optimalt gør suppen til mere end summen af de enkelte ingredienser.

De mange overmalinger bruges til at arbejde søgende, efter en try and error-metode, der skaber en proces, der fungerer som når man laver en snekugle til en snemand. Man ruller den omkring og samler ikke bare sne, men også andet fysisk materiale, rester, planer, fejlslagne planer, rytmer, dogmer osv, indtil der til sidst skabes en indre logik og værket falder på plads og lukker sig som færdigt.

I det malende arbejde spiller det dogmatiske en stor rolle, forstået som en række ”mekaniske” regler der skal følges for at lede arbejdet i en bestemt retning. Reglerne kan for eksempel være, at de fem mest håbløse tuber skal dominere værket og anvendes direkte fra tuben. Eller at der anvendes en måleenhed der hedder en tubebredde. Eller at maleriet skal være stribet men stadigt alvorligt. Disse regler sættes op for at stå i vejen; for at skabe et svært eller håbløst udgangspunkt, hvorefter opgaven er at ”redde den hjem” og skabe et godt maleri på trods af forhindringerne.

Når vi så kigger på det færdige maleris fysiske nærhed, kikker vi på en æstetik der balancerer imellem det lækre, smukt farvestrålende og det snaskede og mudrede. Konstruktionen og det faldefærdige, det generøse kontra det vulgære. Et maleri der når det virker helt perfekt får en fysisk tiltrækning, som de små løbere på stearinlys man bare må brække af.

Lejlighedsvis bliver denne praksis sat i spil med tilstedeværelsen af andre ”regelkoncepter”. Det kan enten være til at spille direkte op imod, til at inkorporere i den kunstneriske praksis eller slet og ret til at tage inspiration fra. Eksempler på sådanne regelkoncepter kunne være de mekaniske regler i sport, tankespindsreglerne i det prævidenskabelige holistisk verdenssyn (som bl.a. indbefatter alkymien), eller de gamle romeres regler for husguder, der stadig spøger i folketroen.

Simon Gorm Andersen was born and raised in Denmark. He studied at Kungliga Konsthögskolan, the Swedish Royal Institute of Art, in Stockholm from 2008 to 2013. Today he lives and works in Copenhagen.

Simon’s artistic practice revolves around process-oriented painting. Each painting is painted over and over again, containing the tension between the musical aspects of the material and the systematic aspects of the pattern, plus a “wild card”: the unforeseen elements that arise during the process. The logic of the works is based not on a clear concept, but rather on a series of competing elements. Like the ingredients of a soup, they swim about amongst each other, and when they work optimally, the soup becomes more than the sum of its individual ingredients.

The repeating overpaintings enable the use of a searching way of working, a try-and-error method, resulting in a process that works like forming a ball of snow for a snowman. You roll it around, gathering not only snow, but also other physical material: scraps, plans, failed plans, rhythms, dogmas, and so on; until finally, an inner logic is created, and the work falls into place as finished.

In Simon’s paintings, dogmas play a major role, understood to be a set of “mechanical” rules that must be followed to guide the work in a certain direction. These rules might be, for example, that the five most hopeless tubes of paint must dominate the work, and the paint must be used directly from its tube. Or the tube opening must be used as a unit of measurement. Or that the painting must be striped, but still serious. These rules are set up as obstacles, to create a difficult or hopeless starting point from which the task is to “bring it home” and create a good painting in spite of the obstacles.

Looking at the physical proximity of the finished painting, we gaze upon an aesthetic that strikes a balance between the delicious and beautifully coloured, on one hand; and the dirty and muddy, on the other. The constructed versus dilapidated, the generous versus the vulgar. A painting that, when it appears perfect, takes on a kind of physical allure, like the little drops of hardened wax on the sides of candles that you just have to break off.

Occasionally, this practice is put into play in the presence of other “rule-concepts”. They may be there to play directly up against, to incorporate into the artistic practice, or simply as sources of inspiration. Examples of such rule-concepts might be the mechanical rules of sport; the mind-boggling rules of the pre-scientific holistic worldview (including such fields as alchemy), or the ancient Romans’ household gods, which still haunt Danish folklore.